Fantasy Live

Fantasy Live

Det centrale fokus for vores hold er Live Rollespil. Vores live rollespil foregår næsten udelukkende i verdener med elvere, trolde, orker, guder og andre elementer inspireret fra bl.a. Ringenes Herre

I live rollespil påtager man sig en rolle, som kan være, næsten lige hvad man vil. Det kan f.eks. være en lettere alkoholiseret rottefænger, der har mistet sin trofaste hund og derfor overvejer om han vil finde en ny eller om det er på tide med et karriereskifte. Det kunne også være en mistroisk elver, som er på jagt efter et familiearvestykke, der gik tabt for 500 år siden.

Alle spillerne deltager så i en historie, som udfolder sig om ørerne på dem imens de samtidig prøver at løse deres egne problemer. Historien kunne f.eks. være, at der er begyndt at vandre udøde rundt, men man ved ikke hvem af spillerne, der fremmaner dem. Den lokale baron har derfor udstedt en dusør til den som kan bringe ham beviser for, hvem der udfører disse ugerninger.

Warhammer figurspil

Warhammer figurspil

Warhammer Fantasy Battle, Warhammer 40000, Mordheim, Blood Bowl, Warmachine/Hordes og andre figurspil.

Disse meget taktiske spil lægger op til episke kampe, blodige sportsgrene, skattejagt gennem ruinerne af en meteorramt by, kampe for at overtage, ødelægge eller redde verdener.

Fællesnævnerne for disse spil, er at hver spiller (som regel spiller man én mod én) sammensætter en hær/et hold for en selvvalgt fraktion (Orker, Elvere, Kaoskultister osv.), og at disse hære/hold så mødes og udkæmper et slag. Hver enhed/figur har så en række egenskaber, der afgør hvor langt denne kan rykke pr. tur, hvor hårdt den slår, hvor meget den kan holde til, hvor modig den er osv. Det er så op til spillerne at udnytte disse enheders/figurers egenskaber optimalt til at besejre sin modstander. Held, overblik og taktisk snilde er i højsædet.

Når man spiller sammen med os, er det ikke nødvendigt at have købt alle de rigtige figurer. For os er det vigtigste at spille og have det sjovt, og så må folk selv bestemme om de vil eje de rigtige figurer.

Dungeons and Dragons

Dungeons and Dragons

Pen & Paper rollespil som Dungeons and Dragons foregår ved, at man spiller rollespil udelukkende ved at bruge sin fantasi og oftest nogle regler.

Man sidder fem personer, hvor en af personerne er spilleder. Spillederen fortæller de andre hvor deres roller befinder sig og hvilken situation de står i. Spillerne rollespiller så hver deres karakter og spillederen rollespiller alt og alle, som spillernes roller møder.

Normalt har spillernes roller en race, en profession/klasse, en masse udstyr og nogle værdier for, hvor god rollen er til forskellige ting. I løbet et eventyr bliver disse roller så bedre og får bedre udstyr og spillederen kan komme med større og større udfordringer.

Dungeons and Dragons er blot ét regelsystem af mange, som man kan bruge til at skabe rammerne for sit rollespil. Hos os kan du prøve flere forskellige, og vi håber at du også selv får blod på tanden til at prøve at være spilleder en dag

Magic the Gathering

Magic the Gathering

Magic the Gathering er det man kalder et samlekortspil. Der findes tusinder og atter tusinder af forskellige kort, og normalt når man køber en pakke, så får man en samling forskellige slags. Spillere bytter så kort med hinanden i håb om, at de kan få et godt deck.

Et deck er den bunke kort, som man som spiller har udvalgt inden man spiller et spil. Hver spiller laver sit eget deck frit fra alle de magickort spilleren ejer.

Vi lærer dig gerne at spille spillet og hjælper dig med at sammensætte dine deck

Man kan normalt desværre ikke spille Magic the Gathering uden at købe nogle kort, men hvis du spørger pænt, er jeg sikker på, at vi er flere, der gerne vil låne dig et deck, så du kan prøve, om det er noget for dig.

Holdlederen

Holdlederen

Manden, der kører ungdomsskoleholden Fantasy/Live, hedder Steven Poulsen.

Steven har haft holdet siden 1999 og har haft stor glæde af at lege røvere og soldater med Høngs ungdom.

Han er samtidig formand for Høngs eneste rollespilforening, Høng-Crewet, så ungdomsskoleholdet og foreningen har derfor naturligt et meget tæt samarbejde.

Siden 1999 er Steven gået hen og blevet 30, flyttet til Albertslund, blevet gift, men stadig ikke blevet for voksenkedelig til at spille rollespil.

Det er Stevens faste overbevisning, at rollespil er et utroligt stærkt værktøj til selvudvikling. Ud over at man lærer mange praktiske ting (nogle skal jo lave kostumerne, våbene, sætte telte op osv.), så sætter rollespil spilleren i en masse situationer, som bl.a. træner beslutsomhed, åbenhed, kreativitet og sociale evner.

Kontakt os

Kalundborg ungdomsskoles hjemmeside indeholder oplysninger om hvordan og hvornår, man kan kontakte dem. Derudover er det også på den side, at man tilmelder sig de forskellige ungdomsskolehold: http://www.kalusk.dk/

Steven, som er holdleder for Fantasy/Live, kan kontaktes på sin mobil 61 30 35 96 (helst på hverdagsaftener) og på e-mail: steven.g.poulsen@gmail.com

Du er også velkommen til at besøge Høng-Crewets hjemmeside, hvor du kan følge med i, hvad Høngs rollespilsforening render og laver. På siden er der også mulighed for at bruge foreningens forum, så billeder og læse et par guides (bl.a. om hvordan man laver et gaffa-sværd)

Lur datiden

Lur datiden

Vi har ikke altid været lige gode til at tage billeder, men det er da sket en gang i mellem, og de billeder skal du selvfølgelig ikke snydes for. Vi er så heldige, at Høng-Crewet lader os have del i deres hjemmeside http://www.hong-crewet.dk, så det er der, du finder alle billederne.

Billederne på siden er opdelt efter kategori, og en af de kategorier hedder "ungdomsskole", og som du nok allerede har gættet, så er det her man finder billederne taget til Fantasy/Live

Tag også gerne et kig på billederne i de andre kategorier, for som ungdomsskoleelev til Fantasy/Live, så har man hvert år minimum én mulighed for at komme med Høng-Crewet til et at landets store rollespilsscenarier. Dem kan du se nogle eksempler på, i de andre kategorier.

Et direkte link til billedeoversigten får du her: http://www.hong-crewet.dk/livebilleder.asp

Oplys andre

Hvis du ligesom os synes, at ungdomsskoleholdet Fantasy/Live er rigtig fedt, så bør du selvfølgelig dele denne side.

Ud over at du bør snakke om holdet til alle i din klasse og på dit fodboldhold, så er der her nogle muligheder for at gøre andre opmærksomme på denne hjemmeside.

Tilmelding

Kalundborg ungdomsskole har indført et nyt system, hvor man kun kan tilmelde sig via deres hjemmeside.

Desværre har de ikke lavet nogen særlig god hjemmeside til formålet, men vi har her en lille guide til, hvordan du gør:

Åben Kalundborg Ungdomsskoles hjemmside.

Øverst på siden finder du et menupunkt, du skal klikke på, som hedder "Hold".

Så skal du i den gule menu i venstre side klikke "Hold alfabetisk".

Så skal du logge ind (der er et link til, hvordan du opretter en profil, hvis du ikke har en).

Når du så er logget ind skal du finde det hold, der hedder "F10 - Fantasy/live" og klikke på "Se beskrivelse og tilmeld"

Når beskrivelsen så er kommet frem, er der under den en "Tilmeld" knap, som du skal trykke på.

Så skulle du meget gerne være tilmeldt Fantasy/Live. Tak for det.